10+5 eller deromkring
Ja, her starter rejsen så. Eller det passer ikke, for den startede vist 16. september 2005, hvor jeg mødte mit livs kærlighed. Og så startede den et sted omkring 1. oktober, hvor et æg blev befrugtet.
Nu ligger jeg hjemme i sengen og kæmper med kvalmen, som snart har taget livet af mig flere gange, men guskelov er udmeldingen ens fra læger og sygeplejersker og jordmødre: "Det går ikke ud over den lille, det går 'kun' ud over dig!" Ringe trøst, når man kaster op 4-6 gange dagligt, hvis man bevæger sig blot 10 meter uden for sin seng. Men det skulle jo gerne snart gå over.
På mandag (18/12) skal vi til nakkefoldsskanning, så kommer der billeder og så skulle der osgså snart dukke en lille bule op, måske et par spark engang imellem. Det er lidt syret nu, hvor man bare kan føle, at noget er galt, men det hele ikke er synligt - og kun mærkbart for én selv.
Og der er mange tanker, som jeg tror, at det kunne være rart at holde styr på. Efter en weekend, hvor jeg fik lagt et puslespil på 1000 brikker og ellers siddet herhjemme og følt mig kedelig og meget voksen på den ufede måde, mens Simon var til koncert med nogle af mine venner (okay, vores kan vi godt sige *S*), så rykker det lidt i alle de idealer, man havde, om ikke at blive kedelig eller for voksen... men når kroppen siger nej, ja, hvad kan man så sige? Man kan lytte. Og det har jeg så heldigvis gjort - og det samme med min læge. Længe leve gode læger, som tager én alvorligt i stedet for bare at sige: "Ja, ja, alle har kvalme, sådan skal det være..."
Fik fortalt chefen, at jeg er gravid i går. Det var dejligt at få af skuldrene. Og det er dejligt, at jeg kan ligge hjemme uden at have dårlig samvittighed. Skal have fat i min læge senere i dag efter en lægeerklaring, men det var vist mest en form sag. Tager en taxa derop, tror jeg.
Håber, at jeg kan komme i kurbad i næste uge. Eller i svømmehallen. Har en massiv trang efter at omgive mig med vand, men er også nervøs for virkningen. Lidt skørt egentlig. Sidder og sukker, hver gang der er vand i tv, om det så er en tropisk sandstrand eller en lokal svømmehal. Måske er det tørsten, der viser sig?
Nå, jeg vil prøve at spise lidt mere, måske yoghurtis :) Jeg vender tilbage...
Nu ligger jeg hjemme i sengen og kæmper med kvalmen, som snart har taget livet af mig flere gange, men guskelov er udmeldingen ens fra læger og sygeplejersker og jordmødre: "Det går ikke ud over den lille, det går 'kun' ud over dig!" Ringe trøst, når man kaster op 4-6 gange dagligt, hvis man bevæger sig blot 10 meter uden for sin seng. Men det skulle jo gerne snart gå over.
På mandag (18/12) skal vi til nakkefoldsskanning, så kommer der billeder og så skulle der osgså snart dukke en lille bule op, måske et par spark engang imellem. Det er lidt syret nu, hvor man bare kan føle, at noget er galt, men det hele ikke er synligt - og kun mærkbart for én selv.
Og der er mange tanker, som jeg tror, at det kunne være rart at holde styr på. Efter en weekend, hvor jeg fik lagt et puslespil på 1000 brikker og ellers siddet herhjemme og følt mig kedelig og meget voksen på den ufede måde, mens Simon var til koncert med nogle af mine venner (okay, vores kan vi godt sige *S*), så rykker det lidt i alle de idealer, man havde, om ikke at blive kedelig eller for voksen... men når kroppen siger nej, ja, hvad kan man så sige? Man kan lytte. Og det har jeg så heldigvis gjort - og det samme med min læge. Længe leve gode læger, som tager én alvorligt i stedet for bare at sige: "Ja, ja, alle har kvalme, sådan skal det være..."
Fik fortalt chefen, at jeg er gravid i går. Det var dejligt at få af skuldrene. Og det er dejligt, at jeg kan ligge hjemme uden at have dårlig samvittighed. Skal have fat i min læge senere i dag efter en lægeerklaring, men det var vist mest en form sag. Tager en taxa derop, tror jeg.
Håber, at jeg kan komme i kurbad i næste uge. Eller i svømmehallen. Har en massiv trang efter at omgive mig med vand, men er også nervøs for virkningen. Lidt skørt egentlig. Sidder og sukker, hver gang der er vand i tv, om det så er en tropisk sandstrand eller en lokal svømmehal. Måske er det tørsten, der viser sig?
Nå, jeg vil prøve at spise lidt mere, måske yoghurtis :) Jeg vender tilbage...
skrevet af Pernille kl. 13:23
1 Kommentarer:
Kære I to vordende forældre!
Underligt at sidde her i Afrika, hvor jeg var gravid med dig Pernille og med de samme symptomer. Til din trøst kan jeg fortælle, at det holdt op ,og sidste del af graviditeten var fin.
Bedstefar og jeg glæder os meget til den lille ny .
Så hold ud .
Kærlige tanker fra Vordende Mormor
Send en kommentar
<< Home