27 februar 2007

Endnu en tur til Jordemoder Karin

20 + 5 i dag - det vil sige, at jeg er i slutningen af 21. uge i "menneskesprog". Der er nu gået 52% af graviditeten, det vil sige, at jeg er mere en halvvejs, hvilket da også kan ses. Det kommer lidt i ryk, og den sidste uges tid har været ubarmhjertig (med kvinde-terminologi), så jeg nu er i ægte matrone-størrelse med en mave, jeg hverken kan trække ind eller gemme bag store bluser. Jeg vil dog heller ikke mene, at noget fornuftigt menneske vil kunne forveksle maven med fedme, så det er jo ikke helt skidt.

Har været hos Jordemoder Karin her til morgen, som kunne berolige mig med, at "gravide kvinder er mere følsomme", "ting, der normalt ville prelle af, gør mere ondt" og "så længe han ved, at du elsker ham, så skal det nok gå". Hun havde også gang i ultralyden, så jeg kunne høre barnets hjertelyd lige så fint. Og livmoderen går nu til navlen, hvilket jeg godt vidste, men nu pressede hun lidt, så jeg kunne mærke med.

Ellers har jeg fået bestilt tid til lægebesøg i 24. uge (skal derhen 21. marts), hvor jeg ikke rigtig ved, hvad der skal ske, men det er nok ligesom jordemoderbesøgene. Skal til Karin igen på min brors 40-års fødselsdag 17. april.

0 Kommentarer:

Send en kommentar

<< Home