Er det okay...

...at ønske, at man ikke var gravid? Eller jeg mener ikke, at jeg ikke ville ønske det, men kan mærke, at der er mange tanker de her dage, som jeg ikke har tænkt tidligere. Jeg ved jo godt, at mit liv vil være et andet efter i sommer. Men er det ikke den vej, det går? Og er det ikke meningen med det hele? Vågnede og lå længe og iagttog Simon her til morgen og tænkte på, at det snart ikke kun er os to, men os tre - tænkte på alle de ting, vi sammen skal lave, alle de ting, vi ikke får gjort, fordi vi har truffet valget om at blive forældre nu.
Kan mærke, at jeg psykisk halter lidt efter det fysiske de her uger. Min krop ændrer sig, maven vokser, brysterne tynger, men jeg er jo frisk, ude med veninderne og dem fra jobbet, får lavet noget, har mere energi - så hvor det før var irriterende, at jeg ikke var synligt gravid, fordi jeg var så psykisk (kvalmemæssigt) gravid, er det nærmere omvendt nu. Jeg kunne jo lige så godt ikke være det...

Simon har været en helt fantastisk kæreste de seneste par dage - har reageret proaktivt på mine mange følelsesudbrud (læs: Pernille er urimelig), så nu står den på blomster, en ren lejlighed (han begyndte at tørre tv'et af over midnat i går, da gæsterne var gået efter Grand Prix), ingen opvask, der står... kan mærke, at jeg får dårlig samvittighed, når jeg nu ikke kan være sur og tvær, så jeg skal virkelig vænne mig til det (læs: vænne mig til at have verdens mest fantastiske kæreste).

Har meldt mig til nyt yogahold, når mit nuværende slutter, sammen med min kusine. Det er dejligt, at vi kan følges til det, nu er vi jo nok også kun - hov, der sparkede den lille (som er så inaktiv, at det måååå være en Aksel *S*) - sat to-tre uger fra hinanden. Det er underligt, for samtidig med, at det er skønt, at vi kan bruge hinanden, tror jeg også, det kan blive lidt svært. Hun satte en masse tanker i gang i onsdags, da vi var ude og spise, som jeg ikke havde tænkt før, ved at sige, at hun havde været bange for, at det ville blive en konkurrence. Det havde jeg slet ikke tænkt. Men ved nærmere eftertanke, så er der én ting, der bliver svær: Hun har sine forældre tæt på, som - hvis jeg kender dem ret - vil være meget deltagende, mens mine vil være langt væk meget af tiden, men heldigvis har vi jo Simons mor og far - og jeg har min bror og hans familie, samt min moster og onkel. Men det er da en sårbar tid, hvor man stolt vil have anerkendelse fra dem, man elsker og høre, at netop ens lille unge er verdens dejligste.

Jeg ved slet ikke, hvordan det hele skal blive. Jeg har en eller anden tro på, at jeg nok skal blive en god mor, men samtidig er angsten dér lige bag facaden, fordi jeg er så sårbar i perioder - og fysisk kan slå mig selv ud psykisk. Jeg ved ikke, hvad jeg skulle gøre uden Simon og den styrke, han sender mig vej, den tiltro, han har til mig. Jeg tvivler heller ikke et øjeblik på hans evner som far - og ved jo, at det er det samme den anden vej, men hvad nu, hvis det hele er for hårdt eller svært - eller jeg bare slet ikke kan finde ud af det? Og alle andre omkring mig bare kan. Det er nok meget naturligt at være nervøs. Det er det nok. Det er bare sådan et stort ansvar, så meget man skal igennem - så meget, man gør (og vil) for et andet menneske, for måske at ende med en datter eller søn, der mener, man har gjort alt forkert. Og her stod man bare og ville gøre det rigtigt og give sit barn det hele. Jeg glæder mig til at få "min egen" familie, gøre det hele på min måde, fordi jeg jo nok et sted mener, at det er den rigtige måde at gøre det på, men hvad ved jeg egentlig om det? Jeg hader alle de her tanker. Denne vished om, at det hele skal ændre sig - og så ligger man dér om morgenen helt tæt på den, man elsker og bebrejder lidt sig selv, at man skulle "ødelægge" det, man har sammen nu, hvor man kun er to - og bebrejder sig selv overhovedet at tænke tanken og ønske sig ikke-gravid. Men er det ikke også bare okay at gøre, når man efter nogle tanker og tårer finder ro ved at være på det stadie i sit liv, som man er.