27+4: Hårdt at være skrøbelig

Dejlig weekend, som dog har vist mig, hvor lidt der skal til, for at min krop ikke kan mere. Gik en lang tur med Anne (og Noah i barnevogn) om søerne i går, hvorefter vi spiste frokost nede i gården, mens Noah tullede rundt og afprøvede sine ord, som lige er dukket op.


Lagde ud med sidesting pga. et moderat tempo (suk suk) - og er her til morgen vågnet med knæsmerter (det pokkers svage højreknæ, jeg har), så jeg nu hygger med en hjemmearbejdsdag og benet oppe. Skal til yoga senere, men ved ikke, om det er så klogt, så måske jeg skulle overveje at vente et par dage, men på den anden side har jeg virkelig brug for en omgang yoga.

Glæder mig til, at min krop igen hænger sammen. glæder mig til, at mine led ikke giver sig, men holder sammen (selvom det ikke gør mit knæ mindre svagt, men så kan det måske holde til lidt løb om søerne). Glæder mig til at have lille pus i armene, så jeg ikke skal have ondt i maven af spark.

Og nej, det hele er slet ikke så slemt, for solen skinner og lille baby bevæger sig. Der er liv i mig. Jeg lever. Og Simon og jeg har været sammen i 19 måneder i dag, skør ting at tælle stadig, men jeg vil overveje at smutte ud efter en lille gave til ham for endnu engang at fortælle ham, at han er det bedste, der nogensinde er sket mig.