27+6: Da Karin blev til Helena

Var til jordemoder i går, hektisk dag bagefter, så fik ikke skrevet og fortalt, men det er der lidt tid til nu, mens den lille lystigt sparker rundt inde i alle mine organer :)

Vi mødte op til beskeden om, at vi ikke mere er tilknyttet ældre, erfarne, pålidelige Karin, men i stedet lidt yngre, svenske Helena, som med 22 års erfaring som jordemoder (heraf det sidste halve år på fødegangen i Hvidovre) er mindst lige så pålidelig. Vi fik en god snak om fødselsangst, som hun fik forvisset mig om, at alle har (damn, jeg er ikke så special, som jeg går rundt og tror). Hun fik mig desuden beroliget med, at barnets meget livlige aktivitet ikke har noget at gøre med min manglende evne til at have ro på, men nærmere at barnet lige nu udvikler sit følecenter i hjernen og derfor er ivrig efter at mærke og føle.

Fik også tjekket hjertelyd (vores lille fiskekutter har den stærkeste hjertelyd, man kan forestille sig, som ikke er til at undgå *S*) og målt livmoder, som nu fylder 28 cm. Barnet lå sådan her (hun mærkede en fod og så mærkede jeg den lilles ende):


Helt parat til at komme ud - men... sagde Helena... den kan nå at lave mange kolbøtter endnu, før den skal ud og håndtere den barske verden. Jeg glæder mig nu til, at den kommer ud. Min mave bevæger sig meget - og for hvert slag stiger min længsel efter at se den lille og mærke, hvilken slags person han eller hun er. Jeg kan ikke blive andet end varm ved tanken om, at Simon og jeg har skabt liv sammen - og at vi kan se os selv i den lille skabning. Så bliver kærlighed ikke større, gør den?